hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

”Gid du løb fra Skanderborg!”

E-mail Print PDF

Med et historisk ringe fremmøde tøffede en halvfuld bus lørdag kl. 12.30 mod Skanderborg. Det var lige før Jørgen Stoffer var så påvirket af situationen, at han ikke orkede at orientere om turen. Men blandt de fremmødte fejlede humøret ikke noget. BC mente optimistisk, at hvis bare han ikke løb de første 5 km. af turen, men startede med at løbe direkte ned af bakken ind i skovens smattede vildnis, så ville hans smerteplagede krop ikke tage skade. Lade Anders havde en lignede opfattelse af Skanderborg løbets helende effekt. Efter ikke at have trænet i mere end et døgn på grund af alvorlig achillessene betændelse, følte han sig ”fit for fight” til at give Underlægen konkurrence til stregen. Klaus Mikkelsen – hundenes fremmedarbejder – var for en stund tilbage i hjemstavnen og mente nok, han kunne slæbe sig igennem i hvert fald den halvlange distance. Hundevennen Trane så dog noget betænkelig ud, mens han indtog lidt af sin orangeadelignende doping. På sædet foran var Bollerum og P. Høiby i gang med udveksling af sidste nyt indenfor nørd-IT, mens Wadsholt var lidt betænkelig ved den manglende tilmelding til den kommende lørdags Odderløb. (HUSK TILMELDING!!!).

Vel ankommet til den sædvanlige parkeringsplads et eller andet sted i udkanten af Skanderborg var vi 10 mand, der stod af. Vi blev suppleret op til et fuldt fodboldhold, da nygifte Tom Knudsen ankom i bil ført af en yndigt smilende hustru. Et lille kys og en opmuntrende sød bemærkning. Ak ja – der var engang. Hvorfor tænker jeg nu på Vuvuzela-horn?? Nå - tilbage til hundene. Efter lidt fotografering og tissen af kom vi stille og roligt igang ned af bakken anført af Van Mestergaard. Der blev udvekslet bemærkninger om hunde i det fjerne – om at Steffen sikkert var ved at have godt ondt i røven nede i Sydfrankrig på det 205 km. lange cykelløb kaldet Ballonnerne. Om at den Overskårne og Lille Skat havde gode muligheder for en god tid på Broløbet grundet den kraftige vestenvind. Men også i Skanderborg var der en god rygvind på vej ind mod Århus. Vel kommet over de første stejle bakker gik Lade Anders og Bollerum i spidsen og øgede tempoet. Undervejs frem mod Jeksen skoven vandt Van Mestergaard med stor selvfølge alle de af ham selv indlagte spurter.

Fremme ved skoven tog fanden ved Bollerum og Underlægen og de hamrede ned af bakken, mens vi øvrige mere forsigtigt forsøgte at undgå at falde. Nemesis indtraf akut, da Bollerum blev ramt af krampe i overlårene og hundevenligt blev passeret og opmuntret til at komme i gang igen. Tempoet var de næste kilometer moderat, men langsom begyndte gruppen at blive delt. Oppe foran førte Lade Anders an, mens Flemming Tandlæge nede bagved stadig var lidt tung i benene efter forrige uges flotte Bjergløb. Jo længere ind i skoven vi kom, jo mere mudret blev det og pludselig var Lars Valdemar foran, selvom han bude være sat af. Men den hund bliver mere og mere utilregnelig. De sidste par kilometer igennem vandpytter og smat førte deres udsendte an, inden vi ankom til vandposten.

Her forsøgte vi at etablere en form for solidaritet med Lars B, som var faldet en del bagud, men igen var Lars Valdemar løbet videre med det samme, hvilket udvirkede at kun Wadsholt havde så meget social samvittighed, at han afventede Lars. Det øvrige kobbel satte i galop og der indledtes en begyndende positionskamp og tempoet steg indad mod Engsøen. Med Underlægen i front bestod truppen af Lade Anders, Van Mestergaard, Tom Knus, Tranen, Valdemar, Kurt Post og deres undertegnede. Nede på stien ved Engsøen øger Underlægen tempoet og Mestergaard hænger på, mens Lade Anders og undertegnede gør vores bedste for at lægge lidt afstand til de øvrige. Oppe på jernbanestien indad mod Brabrandsøen kommer Lade Anders op i gear trods smerter i underbenet og sætter efter van Mestergaard, som efterhånden er kommet et stykke foran. Deres udsendte gør sit bedste for at overleve og for ikke at falde for meget i tempo.

Bagved er Tom ved at komme op, mens Kurt Post må erkende, at det ikke er dagen og skrue over på overlevelsesgear. Jan Trane og Valdemar er begge godt løbende og holder tempo. Indad mod ydre ringvej får Lade Anders krog i Van Mestergaard og overhaler ham, men Underlægen jo stadig ligger lunt foran. Nu passeres BC, Arentoft, Klaus Mikkelsen, Kurt og Højby, som har løbet den halvlange. Tom er også så venlig at sætte deres udsendte på det sidste stykke inden Skanderborgvej. Vel ankommet til Marselisborghallen er det en glad Van Mestergaard man møder, mens Lade Anders nok skal overveje en lille pause igen. Inden for få minutter ankommer Jan Trane og Valdemar, mens Posten lader vente på sig. Så er Wadsholt der også flankeret af Bollerum, som har fået has på kramperne. Trods tunge ben kommer Flemming Tandlæge også ind i en flot tid. Turens 25 BCKM. blev gennemført på rigtigt flotte tider - med lidt hjælp fra vestenvinden. Mens nogle af de ældre hunde forsøger at strække det gamle kadaver og prale lidt med tidligere tiders resultater, så smutter dagens vinder – Underlægen – hurtigt hjem til barnepasningen.

Mvh

P.J.Eggert