hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

”Asocial adfærd”

E-mail Print PDF

Fremmødet var stort denne smattede onsdag. Regnen havde gjort sit til at skoven skulle blive en udfordring.

Vi startede ud i adstadigt tempo, ja det var vel en blanding af en træningstur med hønsene og en vandretur med jysk haveselskab. Henning lagde ud med at ville have os med op af Observatoriestien, han fik dog allerede ”snørrebånds-defekt” på p-pladsen, hvor vi  lørdag efter lørdag ser på 1900 folk der hopper. Denne defekt viste sig at være så alvorlig at han aldrig nåede  Observatoriestien.

Det var så anledningen til at Smeden fra Tranbjerg kunne vise hvor hurtig han er på bakkerne op forbi ridebanen. På dette tidspunkt havde vi vel kun haft et par pauser, så da vi kom op i nærheden af Forstbotanisk have tog blomsterdrengen over; ”...der er et træ I skal se...” lød det og så var der dømt havevandring. Det var en melding der, her ved indgangen til skoven, skabte frygt for at det skulle blive en laaaang dag, nuvel ”due-træet” som han viste os var smukt, men flere af os ville egentlig gerne løbe noget mere kontinuerligt. Vi frygtede at vi efter disse første 10 x 100 meter intervaller, stort set uden tempo, ville gå fuldstændig i stå.

Heldigvis fik Smeden, muntre Hellboy, PjEggert, den lange tilbagevendte Henrik, Lisbeth, Alpe Erik og undertegnede sat lidt skub i feltet igen, og det lykkedes at holde feltet i gang over flere hundrede meter. Der var godt nok noget råberi fra Blomsterdrengen, i et sprog der ikke egner sig til et referat, men han blev da heldigvis hurtigt så træt at larmen ophørte.

Herefter gik det fornuftigt mod vanhanen, videre mod stenen, hvor feltet deltes.

Officeren Hr. Carstens tog til højre med en flok raske drenge.

”...dem over tres må godt løbe til venstre..” brølede BC med et ordentligt grin på, det var rart at se, at han havde fået lidt luft igen.   

Vi var en flok der valgte at følge ham, ...eller lod ham følge os.

Undertegnede ville rigtig gerne vinde bare en enkelt spurt i dag, og ladede mentalt op til at gi’ den gas mod Ørnereden. Afsted det gik, Lars B. Frandsen lagde sig i front, han måtte dog lige have ridset ruten op, så han måtte hurtigt slippe. Så forsøgte undertegnede at sætte en smule tempo på. Men på bakken ned mod sidste stigning kom Alpe-Erik bragende og fik et gevaldigt forspring. Da vi ramte stigningen kunne jeg se at Alpe-Erik havde det lidt svært og langsomt halede jeg ind på ham. Med de  sidste kræfter fik jeg sat lidt ekstra tempo på, og sejren så ud til at være i hus, hvilken følelse. Men gud-hjælpe-mig om ikke den lange tilbagevendte Henrik kom bragende i et tempo jeg kun kan opnå på cykel, og heller ikke dette lykkedes...

Selvom kræfterne var brugt, var jeg stålsat på at lokke flokke over ”Holmark-bakkerne” hvor jeg håbede på lidt oprejsning. Men allerede da jeg forsøgte at få flokken med over vejen, hørte jeg Hellboy og Lisbeth råbe; ”...vi ska’ helt op...”.

Her var det slut for mig, kunne jeg nu heller ikke få chancen på ”Holmark-bakkerne”. Mine sociale kompetencer rakte ikke længere, jeg lagde mig i front og drejede i ensom majestæt ind i Doktorens yndlingsterræn,  jeg var fuldstændig ligeglad med de andre, trods et værre råberi fra flokken. Jeg var herefter forrest over bakkerne, først ved vandhanen, først over horsevad og forbi Thors Mølle, nuvel jeg var også alene...

Humøret var lavt. Men endnu en omgang ”ægteskabs-øl”, denne gang fra Underlægen, hjalp på det...tak for Giraffen.

Den ene af Dupont’erne fra gruppe Jensen’s Hamburgtur, ham der lyder navnet Jakob, kom og deltog. Det var rart at se at han ikke var blevet skræmt ved den tidligere tur, han undskyldte fraværet med at han også havde løbet Kbh.

Nu venter så intervaller torsdag, og da jeg som den eneste af  gårsdagens ”Intervall’isterne” deltog i dagens træning (bortset lige fra Overhunden), venter der garanteret endnu en dag med nederlag...skrækkeligt. Jeg må hellere holde mig fra medicinskabet, jernbanestrækninger og højbroer indtil skuffelsen har lagt sig.

Jeg beklager min asociale adfærd og vil søge hjælp. Jeg må lære at leve med mine begrænsninger selvom det bliver svært... herregud; det gælder jo ikke om at være med...

Ses i naturen.

Peter Christian Brun

Last Updated on Thursday, 10 June 2010 12:01