hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Lille Lars fra Skejby

E-mail Print PDF

Der er sne i hans øjenbryn. Stemmen trænger kun svagt igennem vindens pisken, men smilet om hans mund får ham umiskendeligt til at ligne en statsminister på for tidlig vinterferie. Lille Lars fra Skejby er i forrygende form. Tilfredsheden strinter ud af hver porer på hans røde og frostsprængte kinder, og fødderne tramper et manende tempo.

”Er det ikke rigtigt, drenge? Jeg sagde det jo. Ruten er perfekt i dag.”

Det er fjerde gang denne lørdag eftermiddag, at overlæreren forsøger at fange sine medløberes opmærksomhed. Men heller ikke denne gang lykkes det. Det stærkt reducerede hundefelt, der på dette sted, få kilometer fra Tømmerpladsen, kun tæller Eggert, Jan W, Mads, Gudjon og undertegnede, har nok at gøre med at holde løbeskoene i sporet, inden det sner til, undgå at falde på det isglatte underlag, gnide kulden væk fra kroppen og viske den fygende sne ude af øjnene med de forfrosne fingre.

Ingen har kræfter og overskud til at give denne statsministervikar fra nordbyen det eneste korrekte svar:

”Jo, Lars, du har helt ret, det er en fantastisk rute, du har planlagt. Hvis man altså er til Vinter-OL i Vancouver og er udstyret med skibriller, heldragt og langrendsski.”

I mangel af skoleelever  og hunde med højere rang har Lars Bollerup overtaget kommandoen over hundeflokken denne første lørdag i skolernes vinterferie. Allerede fra start ved Marselisborg Hallen har den determinerede skovløber og triatlet sat sit mål: Tømmerpladsen t/r. I sig selv et projekt, der får klogere hunde til at vælge alternative ruter. Fremmødt er ellers bl.a. Helbo, Arentoft, Claus og Ole, men forudseende brugte de Stenen som vendepunkt.

”Den er helt perfekt. Jeg løb derude i går, og der var ingen problemer.”

Lars lyder overbevisende, da han fortæller om en rute, der i store træk er forårsagtig. Og selv om han undlader at fortælle, at den rute, han løb fredag, gik fra Ajstrup, hvor han for tiden holder ferie, og ind mod Tømmerpladsen, fatter ingen mistanke, før det er for sent, fatalt og forfærdeligt.

Efter flere frostuger omkring Brabrand Sø, Ringvej Syd, Søsterhøj og diverse andre erstatningslokaliteter virker det indbydende, da Lars fremlægger sin løbeplan. 

På vej tilbage mod Marselisborg Hallen, hvor vi nu kun er fem løbere tilbage, må vi ty til asfaltvejen for blot at få en smule fremdrift i løbeskoene.

Jan W, der jo ellers ikke plejer at ulejlige sine omgivelser med klynk, konstaterer, at han ”bare ikke kan løbe mere. Benene vil ikke bevæge sig.”

Et par kilometer længere fremme hyler Eggert på pause.

”Mit knæ er frosset fast.”

Den lange stopper op, og med den hånd, der ikke er groet fast til hans venstre røvballe, masserer han sit ene knæ. Et par minutter senere er der igen cirkulation gennem baldebetvingerens seje krop.

Efter at have brugt ventetiden på at studere den tiltagende mængde grødis i Århus-bugten proklamerer Gudjon, at på trods af sin islandske herkomst hader han kulde og sne.

Vanen tro, har jeg selv disponeret mit løb, så kræfterne rækker til vendepunktet, hvorefter jeg må slæbe mig igennem de sidste 10 kilometer mod mål. Foran mit svækkede og sukkerkolde syn svæver hallucinerede flødeskumskager, rødvinsflasker, blondeklædte kvindebryster og andre af livets lyksaligheder. Når jeg et kort øjeblik kommer til klarsyn, er det eneste, jeg har udsigt til, fem par sammenklemte mandeballer iført stramt løbetøj, sne og asfalt i en stor uappetitlig cocktail.

Endelig toner Marselisborg Hallen dog frem. Smilet om ulvemunden på overskudslærer Lars fra Skejby er stadig bredt som en sandstrand på Tenerife.

”Havde jeg ikke ret? Perfekt føre. 20 kilometer. Herligt, drenge. Vi ses næste lørdag.”

Mens jeg cykler hjem gennem modvinden på Ringgaden tænker jeg, hvorfor det egentlig er, at jeg bliver ved med at synes, det er fantastisk at løbe med HHHH? Jeg når ikke til nogen klarhed, før jeg svinger ind ad min indkørsel. Måske er svaret, at typer som Lars trodser enhver form for menneskelig logik. At sådan er lørdagsløbetur er fuldkommen uforklarlig. En menneskelig modsætning uden for enhver fornufts grænser. Og netop derfor så helvedes dejlig... i hvert fald når man sidder foran pejsen, efter 30 minutter under den brandvarme bruser og med udsigt til et fyldt rødvinsglas.

Jeg hader det, Lars. Bliv ved!

Søren Boy