hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Århus-København the hard way.

E-mail Print PDF

Triatlon er tidens mode. Rigtige mænd løber ikke længere marathon. De dyrker triatlon. ¼ ironman for wannabes, ½ ironman for de seje, og den fulde distance for dem, der vil være ekstra seje. Og hvem vil ikke gerne være ekstra sej?

Hvad gør man, når man gerne vil være sej, men svømmeevnerne kun rækker til lige netop ikke at drukne i en svømmepøl, og løbedistancer længere end 15 km ikke længere er fysisk mulig? I duatlon erstattes svømmeturen af en ekstra løbetur, det er ikke en option for en hel ironman. Men måske kunne hele marathonløbet erstattes med noget mere cykling(?!). Triatleterne regner med ca. en faktor 3, så 42.2 km løb svarer til 127 km cykling. Kunne svømmeturen også erstattes med noget mere cykling? Hvad skal faktoren være der? 10? 15? 17? Med en faktor 17 svarer de 3.8 km svømning til 65 km ekstra cykling. 65 + 180 + 127 = 372 km, hvilket sjovt nok er distancen fra Århus til København, hvis man vælger en naturskøn rute, og ikke blot tæsker løs på motorvejen.

Cykelløbet Århus-København er i år blevet genoplivet efter at have været kørt sidste gang i 2005. Passage af Storebæltsbroen under egen fremdrift var tilladt mellem kl. 13 og 17. Starttidspunktet bestemte man selv, med henblik på at ramme broen senest kl. 16.45. Tilmeldingen blev lavet allerede i februar, men starttidspunktet gav anledning til en del overvejelser. De langsomste skulle ifølge sagens natur starte først. Men hvor hurtig kunne jeg køre? Ville der være nogen at følges med, som ville køre i et fornuftigt tempo? Hvad nu hvis man blev smidt af ’sin’ gruppe? Dem der kom bagfra ville køre endnu hurtigere, så dem ville man heller ikke kunne følge med. Hvis man nu røg af allerede i Horsens, var der så udsigt til 300+ km enkeltstart? I modvind? Skulle man være på den sikre side og starte (meget) tidligt? Enden på overvejelserne blev kl. 6.30, så var solen (netop) stået op og dermed ingen bøvl med lygter. Forventningen var, at i bedste fald kunne turen klares med et snit på 30 km/t, og så var der en passende buffer, hvis tempoet blev lavere.

Træningen op til løbet bestod i 1100 km fordelt på 25 dage i august. Forud lå 3 ugers ferie, hvor den fysiske udfoldelse var på et absolut minimum, og juni havde ligeledes været næsten aktivitetsfri, som følge af skadespause efter Assedrupturen. Med andre ord, et kort intensivt træningsprogram.

Startnummeret blev hentet torsdag eftermiddag. Der var en mindre kø på ca. 50 personer da jeg kom. 1½ timer senere nåede jeg frem til skranken. De skulle tage en tur til Hamborg for at lære, hvordan det skal gøres. Rygterne ville vide, at der var 4000 tilmeldte på den fulde distance, og 2000 på begynder-distancen Odense-København (190 km).

Lørdag d. 1/9 var det eksamenstid. Vejret var næsten perfekt, 11-17 °C, overskyet og en let vind fra vest tiltagende op af dagen, ingen regn. En let sidevind til Lillebæltsbroen, og så medvind resten af vejen. Yes!

Kl. 6.00 trillede jeg de 2 km ned til stadion, afleverede tasken med skiftetøj til transport til København, og fandt en klubkammerat, der skulle starte i samme gruppe. Vi aftalte, at forsøge at følges ad, vel vidende at det er næsten umuligt i et så stort løb. Alle bekymringer om følgeskab var pist borte. Startgrupper på ca. 100 personer blev sendt af sted med 3 minutters mellemrum mellem kl. 4 og 7. Vejene var pakket med cykelryttere, det var blot at putte sig ind i feltet og sidde på hjul.

Strækningen mod Horsens forløb i jævnt tempo med lav puls og fuld kontrol over situationen. Men nu meldte sig en ny bekymring. Første time blev kørt med 32 km/t, og det gjorde anden time også. Turen hen over Fyn i medvind og uden bakker ville givetvis blive hurtigere. Et snit på 32 km/t var det hurtigste, vi måtte køre, hvis vi ikke skulle ankomme til Storebæltsbroen før kl. 13. At race til broen for derefter at stå og vente ½ time ville være nedtur. Det skulle vise sig, at arrangørerne havde en løsning på det problem.

Et så langt løb kan ikke klares uden depoter. 7 stk i alt var der placeret. Det første i Horsens var planlagt på forhånd at springe over. Planen var, at tanke i Vejle efter 93 km, i Odense efter 167 km, og derefter på de 4 Sjællandske depoter efter behov.  Vejle depotet var på toppen af Munkebjergbakken. Her var alt kaos. Bilkøer i begge retninger. Cykelryttere der forsøgte at trække mellem bilerne for at komme forbi, eller ind til depotet. Da jeg endelig kom ind til depotet ved at vade gennem skoven med cyklen over skulderen, var der en kødrand 5-6 personer dyb omkring drikkeopfyldningsbordene, hvor en håndfuld hjemmeværnsfolk fyldte flasker fra tappehaner i 20 L dunke. Det kunne jeg godt se ville tage mindst et kvarter, og da jeg stadig havde en fyldt dunk, blev der taget en hurtig beslutning om at køre videre uden optankning, med håb om bedre forhold i Odense.

Videre ned til den gamle Lillebæltsbro, og hen over Fyn. Hu-hej hvor det gik i medvinden. Frygten for at ankomme for tidligt til broen var nu reel. Kort før depotet i Odense, hvor der manglede 37 km, var klokken kun 11.30. 1½ time til at køre 37 km kunne vi umuligt bruge. Men nu var det nødvendigt at komme i depot, og forholdene var ikke meget bedre end i Vejle. Alenlange køer til alt, og alt skulle håndteres af en lille håndfuld hjemmeværnsfolk. Forplejningen bestod af en pastaret, hvis man gad vente i kø ½ time, og ellers Karen Volf mazarinsnitter og tørre saltkiks. De to ting gør sig ikke ret godt som proviant i ryglommer. Heldigvis var der også bananer, der så måtte fungere som lommefyld. At få indhaleret et par mazarinsnitter, fyldt to flasker og skaffet nogle bananer tog 20 min. Nu passede tidsplanen igen. Samtidig besluttede jeg at køre igennem på kun denne ene optankning for at undgå yderligt depot-kaos. Temperaturen betragtet var væskebehovet ikke så stort, og der var stadig energibarer tilbage i lommerne fra starten.

På strækningen mod Nyborg begyndte en svag muren i det venstre knæ. Samme overbelastningsskade som Assedrupturen udløste, og som kostede 4 ugers pause. Turen over østfyn blev brugt til at skåne det venstre ben for at se, om ikke det forsvandt af sig selv igen.

Det gjorde det ikke. Da vi nåede stigningen på Storebæltsbroen var knæet blevet ømt, og jeg kunne ikke træde igennem med venstre ben længere. Der skulle træffes en beslutning. Trille ned til stationen i Korsør, tage toget hjem og indstille sig på endnu 4 ugers skadespause? Eller i bedste hundetradition fortsætte endnu 150 km for rigtigt at få udviklet skaden? Jeg besluttede at gøre hundeånden ære.

Nu begyndte en nøje afvejning af summen af ubehag. At rejse sig fra sadlen gav (flere) smerter i knæet. At blive siddende gav ekstra ondt i røven, og problemer med at hænge på over bakkerne. Samtidigt tyndede det voldsomt ud i antallet af cykelryttere, på trods af de ekstra 2000, der var startet i Odense. Det var nu kun små spredte grupper, hvoraf nogle tydeligvis var nede i overlevelsestempo, og med mellemrum et tog af de rigtig hurtige, som kom buldrende forbi med 40+ km/t. Op til 330 km var der stadig kræfter til at gå med, når en lidt hurtigere gruppe kom fordi, men derefter var der udsolgt. De sidste 40 km var der kun et gear tilbage der duede. Lavt nok til at knæet kun gjorde medium ondt, men højt nok til, at kadencens var så lav, at røven kun skulle aflastes hver anden km. Takket være medvinden rakte det dog stadig til et tempo lige omkring 30 km/t. På trods af en indre dialog om ikke at kigge på uret hele tiden, sneglede de sidste km sig af sted. Det sidste højresving i København og skiltet med 1000 m til mål var ventet med længsel.

Officiel sluttid på 11 timer og 41 min, hvoraf 30 min blev brugt på depotstop i Vejle og Odense. Et officielt snit på 31.9 km/t, men reelt over 33 km/t, hvis depottiden fraregnes. En placering som nr. 188 ud af ca. 3700, der gennemførte. Alt i alt en god oplevelse, men på en (anden) dag med østenvind og regnbyger havde konklusionen nok været mindre positiv. Jeg havde været forudseende og iført min transporttaske en hvedeøl. Den smagte som en af de mest velfortjente øl i meget lang tid.

Frank