hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Løbsreferat lørdag 19/11 2011.11.19

E-mail Print PDF

Marselishallen-Fugletårnet- Tømmerpladsen-

Moesgård Strand-Ørnereden-Marselishallen.

Distance: 22 km.


”Bedstefar, bedstefar. Fortæl en historie fra gamle dage. Bedstefar hvad er det du har på din gamle computer?:
Løbsreferat fra Hennings Hårde Hunde læser lille Peter med underen i stemmen. ”Er det fra en hundeskole? Hvem var Per Hellboy – var han ond? Hashholt, Rejsedirektøren og Pjækkert og ”Lille-Skat” – det er da nogle sjove navne – fortæl nu bedstefar!!”.

Bedstefar rømmer sig og kigger med tårer i øjenkrogene ud af vinduet med blikket spejdende ud over havet. ”Det er minder fra en svunden tid – det var en gruppe som bestod af nogle rigtige mænd og en stærk kvinde - men gruppen findes ikke mere”.

”Hvorfor ikke bedstefar – fortæl nu hvorfor”. Bedstefar rømmer sig og mærker en kraftig kløen på ryggen. Han rækker ud og tager den gamle kløpind og klør den kraftigt behårede ryg. Bedstefar drager en lettelsens suk, men så blive hans øjne pludselig hårde som flint, og han siger med lav men bestemt stemme: ”Hennings Hårde Hunde gav op, de tabte gnisten, og som de gamle dinosaurer forsvandt de fra jordens overflade”.

Jeg vågner op badet i sved – klokken siger 9:06. Det hele var blot en drøm. – gudskelov :-)
Der en mindre end 4 timer til lørdags træning. Hennings Hårde Hunde er ikke døde og forsvundet fra jordens overflade. Gruppen er for tiden måske lidt underdrejet efter mission 10 under 3 timer ikke blev fuldført. Fakta er imidlertid at gruppen som helhed i den forgange sæson har leveret rigtig mange flotte resultater og markeret sig virkelig flot bl.a. i DM for veteraner med masser af metal, klubmesterskaber osv.

Der har dog været en vis træthed at spore efter bl.a. Odense og Berlin Marathon. Dette er bl.a. set ved deltagelsen i træningen og måske mere markant ved den manglende lyst til at skrive i klummen på HHHH.dk Lad os nu komme ind i kampen på ny og vise omverdenen at en rigtig Hård Hund overgiver sig aldrig og til stadighed jagter nye mål via gruppens alternative træningsprincipper – hårde træningsture mixet med en rå men hjertelige omgangstone undervejs :-D

Efter denne lidt lange indledning tilbage til dagens træningstur. Hele trænerteamet var repræsenteret dvs. Wadsholt, Bollerup, Eggert og Michael. Wadsholt havde sædvanen tro gjort sit hjemmearbejde til ug og havde lagt en spændende tur til hundekoblet hjemmefra. En gruppe som vel talte ca. 20 løbere drog af sted fra vores andet og nu renoverede hjem, Marselishallen. Efter blot en lille kilometer mødte feltet det første mudderhul og enhver illusion om rene sko forduftede som dug for solen. Grumstolen blev forceret og gruppen blev ledt forbi orienteringsklubbens klubhus som oprindelig blev bygget af Tietgen eller Dalgas. Jeg hørte aldrig svaret på quizzen fra Rejsedirektøren – mit gæt vil være Tietgen – men ønskes det korrekte svar vil Rejsedirektøren være at træffe ved den kommende onsdags træning.

Spurten til Fugletårnet blev overlegent vundet af Rejsedirektøren foran Deres udsendte. Herefter satte Deres udsendte fart på feltet, men kun for en kort bemærkning, da den Islandske kæmpe Gudjon faldt over en drilsk trærod. Wadsholt fortsatte med at lede gruppen af alternative stier – nogle gange gik det godt og andre gange gik det knap så godt – alt i alt er min mening at det er inspirerende at have en mand som Jan i gruppen som sætter en ære i, at gruppen finder alternative veje fremfor den direkte vej til Tømmerpladsen og Søsterhøj tur/retur osv. Gruppen ramte nu pludselig hovedvejen mod Tømmerpladsen og den legendariske spurt ventede forude. Dagens hurtigste og eneste Westergård vandt foran Deres udsendte og Gudjon. Ind mod Moesgaard fortsatte gruppen af en Mountainbike sti. Den var til tider svært fremkommelig og var vel en overgang helt væk. Wadsholt undskyldte som den pæne mand han er – men jeg tror at gruppen nød den alternative vej. Gruppen ramte igen en kendt sti og Moesgaard Strand var i Kikkerten. Deres udsendte og den Islandske kæmpe tog nok en gang kampen op med Rejsedirektøren, men måtte nok engang give fortabt. Michael var og blev denne lørdags hurtigste mand.

Tilbage af skovstierne mod Ørnereden begyndte Eggert at vise tænder. Mange i feltet tog lidt en slapper og Deres udsendte øjnede en spurtsejr. Efter at have brugt Eggert som hare sikrede Deres udsendte sig dagens første og eneste spurtsejr foran en godt løbende Eggert. Gruppen blev enige om at tage cykelstien hjem mod Varna. Flemming havde fået hans anden ungdom og trak med en flot, flot forcering gruppen hjem mod Varna med kilometertider på den rigtige side af 4 minutter. Ved foden af Varna overlod Flemming efter veludført arbejde scenen til de spurtglade løbere. Michael vandt nok en sejr foran Deres udsendte og hierarkiet stod lysende klart. Gruppen løb samlet ind af Strandvejen i det skønne milde vintervejr – lad os håbe vinteren bliver mild så træningsbetingelserne bliver optimale i forhold til den kommende sæson.

Glade og trætte kom folk tilbage til Marselishallen som perler på en snor. Da jeg glad og træt kørte hjemad gik tankerne til mit til lejligheden opfundne mareridts scenarie med 4 x HHHH’s som uddøende race. Dette var (heldigvis) en illusion af værste skuffe. Dagens afslutningsreplik blev følgende:

”Meget i verden vil forgå – men 4 x HHHH vil bestå”

Poul H.(alias Lille-skat)

P.s. Lad os nu vise de andre løbefraktioner i Århus 1900 at 2012 bliver et rigtigt Hunde år med flotte markeringer i både ind- og udland”