hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Over bugten

E-mail Print PDF

alt

Lars og jeg ser på hinanden og smiler.

”Er I klar til at sejle?” spørger kaptajnen – en smart ung gut med tjekkede solbriller og et smil, der signalerer, at han er chefen - på den speedbåd, der skal fragte vi 22 havsvømmere fra Åkrogen til stranden ved Skødshoved, lige ovre på den anden siden af Aarhusbugten.

Fem minutter senere, efter et ræs hen over bugten, hvor farten er omkring 50 kilometer i timen, bliver vi sat af på en øde stenstrand, mens speedbåden returnerer for at hente de sidste svømmere.

Jeg forstår godt, hvordan Robinson Crusoe må have haft det, da han blev landsat på en øde ø, tænker jeg, mens jeg smører mine fødder og hænder ind i kamfer og vaseline for at kunne holde varmen i det 16 grader varme vand og for måske at kunne skræmme de brandmænd, vi har set, væk.

Vanen tro var det Lars B., der havde kastet en udfordring i luften i det tidlige forår. ”Søren, skal du ikke være med til at svømme over bugten? Det er kun 4.2 kilometer.” ”Jo”, sagde jeg dengang uden at tøve. Der er jo lang tid til. Men som dagen i søndags nærmede sig, kunne jeg godt mærke noget, der mindede om frygt. Vi skal krydse sejlrenden, hvor der er 30 meter dybt vand, og hvor man jo så ikke kan se bunden, der er bunker af brandmænd, og selv om arrangørerne lover følgekajakker, livreddere, læger og fuld sikkerhed, bliver jeg mere klam i hænderne, som dagen nærmer sig. Hvis jeg går i panik eller får et ildebefindende, er der altså meget langt til land. Og i de bølger midt ude på bugten, er det svært at blive set, selv om arrangørerne har lovet, at vi blot skal stikke en hånd i vejret, så vil de fluks kommer med læskende vand (sic!) eller hjælp.


alt

Men nu sidder vi så her på stranden og venter på, at dommeren fra Dansk Svømmeunion – en lettere korpulent herre, helt klædt i hvidt, der mageligt kunne indtage rolle som europæisk kolonibestyrer i en film om Afrika – skal finde ud af, hvilke vej vi skal svømme hjem. ”Øh,” tænker jeg, da han peger på en bøje ude i disen. ”Det er den vej – og så skal I svømme efter kranerne på Aarhus Havn.” I det fjerne kan jeg ane Studstrupværket, Aarhus Havn og noget, der altså må være den aarhusianske side af bugten. Den rute, vi får udstukket, passer ikke med, hvad arrangørerne har lovet på hjemmesiden. Og vi er et par timer forsinket i forhold til tidsplanen. Så stemningen er en kende mytteriagtig, da vi, en broget forsamling af mest mænd, fra ung til ældre – Lars konstaterede lettet, at han ikke var den ældste deltager, da han fik tid til at nærstuderer rynkefrekvensen på en af de øvrige deltagere – står i vandet, iført våddragt, badehætter, svømmebriller og en let til moderat tiltagende uro i maven og venter på nedtællingen til start.


De første svømmetag på det lave vand er forsigtige. Vandet er overraskende varmt. Der er ingen brandmænd. Rytmen kommer langsomt i gang. Og med et viser mit ur, at jeg allerede har svømmet i 22 minutter. Den båd med en neonrød bøje, vi skal følge, kommer dog ikke nærmere, synes jeg. Den aarhusianske kyst er stadig et diset skyggebillede langt ude i horisonten, men da jeg vender mig om og ser bagud, mens jeg træder vande, kan jeg heldigvis se, at Skødshoved også er kommet lidt længere væk. Jeg er altså på rette vej, tænker jeg. Lars med sin røde badehætte er ude af syne. Selv om bølgerne kun er en halv meter høje, er det stort set umuligt at se andet end land og den bøje, vi skal følge. Der er kun en let vind og solskin. Men strømmen går lidt på tværs, så jeg skal konstant arbejde for ikke at havne inde i bunden af bugten eller i Studstrup. Jeg føler mig ret alene på det åbne vand, men trods alt godt tilpas. Rytmen med at trække vejret skiftevis til venstre og til højre og så hver anden eller tredje gang se fremad, fungerer godt, og jeg kan holde mig på nogenlunde ret kurs. Under mig er der konstant brandmænd. Men heldigvis svømmer de cirka en meter nede, så jeg undgår at blive brændt. Og de er faktisk fantastisk flotte at se på med deres lange tråde og røde farve.

Efter cirka en times svømning kan jeg endelig se det hvide telt og de hvide huse ved Åkrogen, der indikerer målet. Men min kurs er ikke optimal, så jeg havner ret tæt på havneudløbet ved Egå Marina, hvor er også er strøm og lystsejlere, der undrende studerede dette våddragtklædte objekt, der padler mod land, så jeg skal kæmpe noget for at komme i den rigtige retning ind mod målet.

Endelig efter 1 time og 33 minutter kan jeg krænge brillerne af og vade i land ved Åkrogen, hvor Bornhøft venter med kameraet rullende. Arrangørerne serverer pølser og cola. Og jeg når at få stillet den værste sult, inden Lars i fin stil kommer i land et lille kvarter senere. Tidsforskellen kan, som Lars bruger det meste af hjemturen på at forklare mig, udelukkende skyldes, at han valgte at svømme en omvej i stedet for at tage den direkte vej over bugten. Reelt set kom vi i mål på samme tid, betoner han. Jeg undlader at påpege, at ruten er opmålt af Dansk Svømmeunion, og at en konkurrence er en konkurrence, og at jeg jo heller ikke har påstået, at jeg faktisk løb 47 kilometer og en omvej, hver gang jeg har ødelagt mit løberygte ved Odense Maraton…

Last Updated on Tuesday, 23 August 2011 12:22