hhhh.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Historik

HHHH Historik



Historien.



Tilbage i 1995 begyndte fire 1900-løbere at stille spørgsmålstegn ved de træningsruter der blev løbet og den måde der blev trænet på. Om lørdagen var Bækhusturen så sikker som amen i kirken Og mandag og onsdag gik turen til Søsterhøj eller ad ”Kirketuren”. Alting var lagt i faste trygge rutiner og i det samme tempo. De fire (Henning, Jørn, Niels og Michael) begyndte at planlægge og udføre alternative ture til nye steder i Marselisborgskoven, hvor selv garvede løbere aldrig havde været. Nye vinterruter begyndte ligeledes at komme på programmet via Ringvej Syd, Botanisk have, den Permanente, for at nævne et par stykker.

Gruppen der fulgte disse ideer blev hurtigt større og større. Allerede året efter blev gruppens manifest nedskrevetmest fordi der var mange som ikke helt forstod selve konceptet.. Gruppen voksede sig stadig større og havde brug for mere identitet. I 1997 foreslog Henning, at mandag og onsdagstræning blev lagt kl.16:45. Dette tidspunkt passede de fleste godt med hensyn til arbejde, og samtidig forstyrrede vi ikke nogen ved at træne lidt ”før tid”. Opvarmning har aldrig rigtigt været In i gruppen.

I 1998 hørtes for første gang Hennings hårde hunde”, fremsat af en kvindelig motionist, der havde kendt gruppen igennem flere år. Dermed var navnet grundlagt.

I 1999 fik gruppen sin egen hjemmeside: HHHH.dk. Det mere korrekte HHH.dk var allerede optaget af Hvem Hvad Hvor – bøgerne og således kom der et ekstra H i gruppens navn. De fleste forbinder det nok med ”halv-hårde”, og betegnelsen ”hård” har også været omstridt af ultraløbere, eliteløbere og andre uvidende, hvilket dog ikke har bekymret nogen Hjemmesiden udviklede sig meget hurtigt til en efter datiden meget moderne platform. Søren Ravn og Henning designede logo, farver, design og opbygning meget professionelt. Gruppen blev større og større,og i 2000 kom de nu berømte og særdeles eftertragtede blå HHHH.dk New Line løbetrøjer i handelen. Mottoet ”vi tager motion til ekstremer” var født og blev nu spredt overalt på løberuterne.

Gruppen talte efterhånden over 40 aktive og det blev nødvendigt at  ”uddanne” 4 redaktører til hjemmesiden, der for mange ”hunde” blev et vigtigt informationsorgan.

Der blev også dannet flere fraktioner i gruppen. De to der stadig eksisterer, er Hunde Nord, med træning fredag og søndag i Riisskov og Hunde Syd med træning fredag og søndag ved kilden i Beder.

I dag fremstår HHHH.dk som en stor og stærk løbe gruppering under Aarhus 1900 motion. Gruppen tæller omkring 55 aktive og der kommer hele tiden nye til. Enten fra moderklubben eller ude fra. Eneste adgangsbillet er, at man er medlem af Aarhus 1900 eller har udfærdiget manifestet. Den naturlige udskillelse følger med efter de første træningsture. På træningsture bliver der som regel løbet i et tempo på omkring 4:15-4:30 min./ km, selvom der altid prædikes om langsommere fart.

Resultaterne.

HHHH.dk er den fraktion i Danmark med flest veteran-medaljer fra mesterskaberne.  Det gælder både EVACS og Danske Altetikmesterskaber. Derudover tæller gruppen rekord-mange marathonløbere, hvor en imponerende stor andel er under den magiske 3 timers grænse for en maraton.

Det sociale.

For en hund er det sociale lige så vigtigt som løbet i sig selv. På turene bliver der snakket og mange ses privat. Derudover er der mange sociale arrangementer i løbet af sæsonen: Øl i saunaen. Hamborg-turen, sommerfest, sommer-træningslejr, Berlin-turen, Himmelbjergløbet, Juleturen og nytårsløbet fra BC-s drivhuse.



Metoderne
.

Træningsmetodikkerne er ret frie. Der bliver ganske ofte løbet ”hovedet under armen”- ture. Men disse bygger på principperne omkring cross-country og fartleg. Op til de store marathons indlægges der lange tempo-træningsture på 25-30 kilometer. Endeligt er der hver tirsdag og torsdag mulighed for interval-træning.

Referaterne.

Et fast indslag er detaljerede referater fra de lange træningsture. Det er egentlig blot blogging, men her er der mulighed for at give løbeoplevelsen et humoristisk twist. Har en løber nedgang, styrt eller blot overvurderet sig selv, kan han/hun være sikker på at det beskrives i detaljer af en af de mange skribenter.

Samtidig hyldes ”store præstationer” i floromvundne og ofte meget lange passager, særligt hvis det er en af de faste skribenter, som har udmærket sig.

Profilerne.

HHHH indeholder mange profiler. Her skal kun nævnes et lille udvalg:

Først og fremmest er der selvfølgelig en af grundlæggerne: Henning Jensen. Henning har løbet i Aarhus 1900 siden 1988 og har igennem næsten 20 år været hovedarrangør af 1900-stafetten. Derudover har Henning flere glimrende resultater på maratondistancen. Løbestjernen i gruppen må være Claus Poulsen. Også Claus har været medlem i Aarhus 1900 i en årrække- og selv om Claus er årgang 1964, løber han stadig en maraton på under 2:35. Claus har også adskillige veteranmedaljer på samvittigheden.

B.C. komme man heller ikke uden om. Selv om dåbsattesten siger 1950, løber og arbejder han som få. B.C. er samtidig et socialt samlingspunkt og en uundværlig del af HHHH.dk



Øl.

Første gang weissbier blev bredt kendt i gruppen, var efter Berlin-marathon i 1996. Siden har denne øltype været gruppens foretrukne. Flere af løberne nyder gerne en øl efter en træningstur og gerne en tysk eller belgisk. Efter lidt øl og en varm sauna, synes turene længere og tiden hurtigere og alle GPS-opmålinger må give fortabt. HHHH tæller endda også en medejer af et bryggeri.

Løbesko.

I slutningen af det tyvende århundrede løb mange af HHHH-erne i Nike air Pegasus eller Asics DS trainer. Med tiden er denne tendens udvisket og i dag ses løbesko af mærker som New Balance og Adidas lige så ofte som Nike og Asics. Mange løber tyer dog stadig til Nike Pegasus, som efterhånden har 26 år på bagen som model.

Tilhørsforhold og kommunikation.

HHHH er er en åben gruppe der er tilknyttet Aarhus 1900. Hvis man er interesseret kan man blot måde op til vores træninger. Hjemmesiden er vores forholdsvis statiske ansigt udadtil. Til dagligt kommunikerer vi på Facebook i en gruppe man kan få adgang til hvis man begynder at løbe med os.



Last Updated on Wednesday, 09 March 2016 19:33